Det, der bringer mig til at nedfælde disse betragtninger om feedback i grupper, er dels mine egne erfaringer fra grupper, jeg har deltaget i, og dels mine kursisters erfaringer med dårlig feedback i andre grupper.
Bortset fra mit uddannelsesforløb på D.I.G., hvor jeg personligt lærte god feedback i grupper, kan jeg ikke huske, at jeg har deltaget i grupper, hvor jeg har været tilfreds med feedbacken. Faktisk tror jeg, at feedbacken er et overordentligt overset problem for de fleste psykoterapeuter, der har grupper.
For nylig afholdt jeg et weekend-kursus sammen med Maria Marcus, og en af deltagerne var ret ulykkelig, utilfreds og såret over den måde, han havde følt sig behandlet på i en gruppe, han havde gået i. Dels på grund af den direkte feedback i gruppen og dels på grund af en feedbacklignende øvelse, de havde lavet i gruppen. Det, der især generede ham, var alt det, han syntes de andre havde kørt af på ham, og som han ikke oplevede som sit eget - med andre ord de andres projektioner, som han havde svært ved at holde sig fra livet. Og det er osse meget vanskeligt, når man er åben lige efter et personligt arbejde - eller hvis man har tendens til at introjicere andres projektioner. Og den for ham meget ubehagelige oplevelse er den direkte anledning til at få skrevet om feedback i grupper.
Hvad er dårlig feedback?
Det er dårlig feedback at lade andre i en gruppe fortælle om, hvad de synes om et arbejde, som de har overværet. At sige til den der har arbejdet, at de synes det var et godt arbejde, et smukt arbejde, at han/hun godt kunne have tænkt sig at den, der havde arbejdet, havde slået sin mor noget mere, havde grædt noget mere. Eller at sige til den anden, at han/hun virkede faretruende, barnlig, voksen, smuk, aggressiv osv. Med andre ord: Ris eller ros og kommentarer, analyser og fortolkninger af arbejdet af en hver art - er dårlig feedback. Ligesom enhver blanden sig i, hvordan vedkommende skulle eller kunne have arbejdet, er dårlig feedback.
Hvorfor må man ikke rose en, der har arbejdet?
Fordi ros dels ikke virker fremmende på det terapeutiske arbejde. Ros kan højst give lidt mere selvtillid (det jeg kan) - men den styrker ikke selvfølelsen (det jeg er). Det hjælper ikke at få at vide, hvor dygtig man er. Det hjælper selv at kunne sige det. Og dels har ros det med at skabe ambitioner og gruppenormer om, hvordan et arbejde skal være for at være et godt arbejde, hvilket er overordentlig skadeligt for gruppeterapien. Hvis ikke man har råbt så og så højt, eller været så og så dybt, eller været så og så vred - så er det ikke et godt arbejde her i gruppen.
Hvad er god feedback i grupper?
Noget handler selvfølgelig om psykoterapeutens personlige stil og temperament, men jeg synes der kan stilles følgende minimumsregler op for god feedback i en gruppe:
1.
Når klienten er færdig med sit arbejde og har sundet sig, så spørg om han/hun vil have feedback? Om han/hun vil have det nu eller efter en pause? Om han/hun vil have det direkte - dvs. henvendt til sig - eller om det skal være henvendt til terapeuten.
2.
Når selve feedbacken fra de andre deltagere så finder sted, så sørg for, at det kun er én ad gangen.
3.
Sørg for at vedkommende, der giver feedback, holder sig til sig selv og ikke på nogen måde kommenterer og/eller fortolker den andens arbejde, men fortæller om, hvad der berørte ham/hende og, hvad vedkommende kender/genkender fra sit eget liv. F.eks. istedet for at sige: "Jeg kunne godt have tænkt mig, at du havde givet din mor mange flere tæsk med ketsjeren" - så sige: "Jeg kunne mærke, hvor vred jeg er på min mor og, hvor mange tæsk hun skulle have haft med ketsjeren". Og f.eks. istedet for: "Hvor var du smuk, da du arbejdede!" - så "Det ramte mig i hjertet, da du kom i kontakt med din sorg, så nu mærker jeg min sorg." Altså virkeligt stramt holde folk der giver feedback til sig selv. Det fremmer deres selvfølelse.
4.
En god skik er derpå at lade den, der har arbejdet, være i fred med sit arbejde. Altså ikke bagefter i pausen at kaste sig over vedkommende og drøfte arbejdet igennem, men at lade ham/hende fordøje i fred. Og lade ham/hende selv komme, hvis der er noget han/hun vil snakke om.
5.
Hvis det er en faglig træningsgruppe, så følg ovenstående regler og først når folk har givet den personlige, følelsesmæssige feedback til den, der har arbejdet personligt, så gå over til den faglige feedback til terapeuten, f.eks. med en pause mellem den personlige del og den faglige del.
Selv om det er en balancegang, så følger jeg/vi disse regler meget stramt og stopper straks et hvert forsøg på ris, ros og snak om arbejdet - og får den feed back givende tilbage til sig selv. Dels for at beskytte den, der har arbejdet, og dels for holde folk til sig selv og deres eget stof. Det vigtige er dels at undgå projektionerne og dels at lægge op til, at de andre i gruppen kan bruge oplevelsen i deres eget personlige arbejde. Det er jo derfor de er med i gruppen.
Og til slut for at vende tilbage til vores kursists oplevelser, så pas på med øvelser, der handler om at finde stærke og svage sider hos hinanden i en gruppe. De kan være enormt sårende og ødelæggende. I reglen handler det jo om de andres projektioner, så hvis du synes, de skal bruges - især hvad angår "mangler", "svage sider", "faldgrupper" og, hvad det nu kan hedde - så brug dem til projektions øvelser. Hvordan handskes du med andres projektioner? På den måde kan det være en god øvelse - men ikke som feedback. Og aldrig som en slutøvelse!
© PER HOLM KNUDSEN - PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG.
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
|
